Landliggerkampen 2015

2015-08-18_13-16-54

 

Borgmester Thomas Adelskov, Odsherred Kommune bød velkommen og takkede både lokale og landliggerne for den store opbakning til det traditionsrige fodboldarrangement på Højsandet i Rørvig. Borgmesteren gav bolden op og kampen var igang til 2 x 30 minutter.
Der blev åbnet for publikum allerede kl. 17, og mange kom for at sikre sig en god plads i den dejlige sol og for at overvære ungdomskampen og den efterfølgende hundeopvisning. Der var stor travlhed ved boderne, som solgte pølser, burgere, vand, øl, kaffe og kager, som de mange frivillige i Rørvig Idrætsforening stod for – til gavn for ungdomsafdelingen i klubben.
Da Landliggerkampen gik igang kl. 19 havde 2.186 fundet plads på stadion på Højsandet i Rørvig.
Landliggerne vandt opgøret med 7-1 efter 3-1 i pausen.
Målscorerne for Landliggerne var Søren Lindsted, vejrprofeten Peter Tanev, Kim Daugaard (3 mål), Ruben Bagger og Danny Nielsen. For Rørvig holdet scorede Kim Christiansen.
Landliggerholdet var sammensat af tidligere landsholdsstjerner og mediekendisser som Stig Tøfting (AGF, HSV), Martin Johansen (FCK), Michael Johansen (FCK), Michael Gravgaard (FCK) tv-vært Canal 9, Ruben Bagger (BIF), Kim Daugaard (BIF), Mogens Krogh (BIF), Jes Dorph-Petersen (ny studievært på TV2s ”Go’aften Danmark”), Rasmus Tantholdt (udenrigskorrespondent TV2), Andreas Kraul (sportkommentator DR), Peter Tanev (vejrprofet og tv-vært TV2), Jan Kalborg (sportskommentator på DR og holdleder for Landliggerholdet), Kampens dommer var den 35 årige Kenn Hansen – superligadommer og international FIFA dommer i kategori 1 assisteret af Linjedommere er Leo Jensen og Kaj Lykke.
Håbet om en sejr til hjemmeholdet blev desværre heller ikke denne gang.
Stadionspeaker til Landliggerarrangementet var den rutinerede tv-vært Jes Dorph-Petersen, TV2, assisteret af skuespilleren Lise Baastrup (TV ikonet Hjørdis) og Michael Carøe, som havde mange friske bemærkninger til spillerne.
Lige efter kampen kom der blå blink og udrykningshorn på banen, hvor flere ældre brandkøretøjer fra foreningen af ”Bevarelse af ældre brandbiler” kørte ind på banen for at sprøjte skum ud over et stort areal, hvor der kan fiskes fodbolde og slik m.m. ud af skummet. Det helt store tilløbsstykke for børnene, som fik sig et rigtigt skumbad !
Under kampen og i pausen blev der udtrukket mange gode og spændende præmier på indgangsbilletten. De handlende og mange af Rørvigs restauranter havde sponseret flotte præmier – hvor det var muligt at vinde f.eks. middage, frokoster og gavekort m.v.
Rekorden af tilskuere for Landliggerkampen er stadig 3.300.
Rørvig Idrætsforening / www.roervig-if.dk

Se stor billedserie fra Landliggerkampen her:

http://johnolsen.zenfolio.com/p53092615

[rcs_slider id=”1559″]

Foto: John Olsen/photodan.dk

 

 

Skriv et svar